Video: Beatles – Nowhere Man – Live in Munich 1966

Om:

• Ikke-problemer
• EU-skabte problemer
• Importerede problemer

Vi bor i Nowhere Land. Vi er ikke overvægtige, men så opfinder politikerne bare, at det er vi. Og når man så har opfundet et problem, så kan man jo nemt opfinde en løsning. Succes er garanteret, for der var jo ikke noget problem til at begynde med. Nowhere plans for nobody.

Man kan endda tage penge for det: fedtskat. Man dæmoniserer os og tager penge for at løse et problem, vi ikke har. Politikere kan ikke gøre andet. I virkeligheden. Realpolitik er afskaffet, det sidder EU på nu. De nationale parlamenter er henvist til blot at lege, at de regerer. Foregive, at de løser problemer. Det er det der med tonen, ikke? Tonen har afløst politik og god regeringsførelse er nu det samme som politisk korrekthed.

Sukker er et andet eksempel. EU har bestemt, at holdbarhedsmidler i flere fødevarer skal reduceres eller forbydes. Sukker tillades som naturligt holdbarhedsmiddel. Diskussionen om harmonisering, E-numre og alt det Ritzau, Reuters, halalpressen har tiet ihjel i årtier. Der findes ganske vist andre ufarlige, naturlige holdbarhedsmidler, men dem har EUerne forbudt. Men så får vi for meget sukker, siger sundhedsfascisterne. Og så opfinder man diverse luksusskatter, som vi så skal betale for at få løst et problem, som EUerne har påtvunget os.

Nationalisme - endnu et eksempel på et fænomen, der har aldrig været et generelt problem. Men så hiver man bare den tyske nationalisme fra 30′erne frem og ophøjer den historiske anomali til at være en latent trussel imod menneskeheden. Og hvem vil klandre EU-godheden for det? Er du måske selv nazist? Disse hellige mennesker vil jo bare forhindre verdenskrige.

Og klimaet. Gør som den knaldrøde pseudo-elite dikterer eller jorden går under.

Racister indføres ligeledes ad administrativ vej. Det er man jo nødt til, når de nu næsten ikke findes i virkeligheden. Vi defineres som racister, når vi kritiserer islamisk levevis. Børneopdragelsen, kønssegregering, kvinders rolle. Jihad. Altså: du må ikke sige noget. Du må ikke gøre noget. Så er du racist. Men det betyder jo så omvendt, at du ikke hjælpe til. Og når du ikke vil være med til at integrere, så er du racist. Det er en klar win-win situation for enhver politiker eller bureaukrat. Talløse danskere, europæere, vesterlændinge er således racister.

Et problem, der ikke eksisterer, kan man blive ved med at løse i en uendelighed.

Ellers importerer man bare et selv. Ligesom kædeindvandring. Det giver jo massive vanskeligheder indtil den dag, den sidste dansker giver op og forlader landet. Hvis man mangler udfordinger, anskaffer man nogle. Desuden kan man så tage dine penge fra dig. Igen. Det er den almindelige dansker, der hænger på finansieringen af indvandrerbyrden.

Og det må ikke kritiseres, for det er ikke politisk korrekt.

Moderne bureaukrater kan tilmed selv bestemme ret præcist, hvor mange racister, de vil have: man kan forbyde eller dæmonisere ord. Enhver, der nogensinde har sagt ordet “perker”, er således racist. Og man kan gå videre. Man kunne dæmonisere ord som indvandrer, etnisk og lignende. Så får man en racist-koefficient på noget nær 100 – og her skal så medregnes folk, der er racister, fordi de integrerer og folk, der er racister, fordi de ikke integrerer. Racist er du under alle omstændigheder. Venstrefløjen har sejret ad helvede til.

Dommersystemet i fuld færd med at lave deres egne love: domspraksis og internationale konventioner. Dæmoniserede ord og politisk korrekthed danner basis for domme, EU-direktiver og deslige. Moderne djøffere afgør enevældigt, hvad der er lov og hvad der ikke er. Belgien er forbilledet: Nowhere landet uden regering.

Kun embedsmandsvælde. EU-styring. Ingen politisk valgte lovgivere. Et demokratisk flertal er populisme. Den tid er forbi, hvor et folk havde ret til at træffe sine egne beslutninger. EU über alles. Folketinget leger bare. Med vores penge.

Beatles sang om disse tilstande allerede i 1965. En sang om den moderne bureaukrat eller politiker. Meget forudseende af dem. Og ufrivilligt godt ramt af Imagine-drømmeren, John Lennon, der egentlig skrev om noget andet:

Beatles – Nowhere man – Live in Munich 1966