Når vi står på barrikaderne, er manden menneske og kvinden feminist. Kvindekampen er blevet så politisk korrekt, at en mandschauvenist uden at blinke kan erklære sig enig med en feminist.
Af: Shabana Rehman
“Nej, jeg er ikke feminist”, erklærede jeg for få år siden. På det tidspunkt havde jeg igennem fire år stillet op i debatter, deltaget i demonstrationer, optrådt som entertainer i diverse fora og aktioneret i form af forskellige stunts, alt sammen tilsyneladende knyttet til en kvindesagskamp.
Ethvert menneske har godt af at blive konfronteret med feminismen som bevidstgørende fænomen. Men som politisk mål er feminisme-projektet ikke frigørende for mennesket. Tværtimod. For feminismen tenderer imod at begrænse udviklingen af medfølelse for alle levende skabninger og imod at begrænse den frie tænkning.
Feminismen er ganske vist ikke et veldefineret, uforanderligt og fastlåst forestillingsmønster. Og nogle gange kan feminismen være den eneste sande tilgang til virkeligheden og ærligere og mere etisk forsvarlig end alle andre ismer tilsammen. Sådan er det bare ikke altid.
Læs resten HER i Dagbladet Information. Og endnu en klumme af Shabana:
Israel, mit Israel
At vælge side i den mellemøstlige konflikt er et ovegive sig til det indre barbari. Først når en muslim kan bære en jødes sorg, når en jøde kan fejre en muslims glæde – først da er sejren indenfor rækkkevide
Af: Shabana Rehman
En ung norsk fyr fortæller om sin depression; jeg troede det var kærestesorg, men så fortæller han: Han har været observatør i en palæstinensisk flygtningelejr. Været vidne til at israelske soldater brugte brutal vold mod uskyldige flygtninge. Jeg blev tavs.
Jeg kom til at tænke på uskyldige jøder i Europa, der udsættes for hadkriminalitet på grund af det der sker i Mellemøsten. Mellemøsten har aldrig været et emne for mig før, men denne blodige krig fremtvinger spørgsmål og tanker, som ikke skal skubbes væk. For hvad er vi andet end vidner fra det civile samfund, i en krig, hvor det netop er civile, uskyldige, forsvarsløse mennesker som rammes?
Det indre barbari
Jeg ville være den første til at miste forstanden hvis mit barn blev dræbt i denne fordømte krig. Jeg ville være den første til at skrige, hyle op om hævn, rive alle symboler itu, brænde alle flag og ønske alle mordere dræbt, hvis nogen invaderede, bombede eller destruerede mit hjem. At blive opsuget af barbariet er menneskeligt. Vi, som befinder os uden for Mellemøsten, uden for krigszonen – vi som er en del af det civile samfund – står foran et valg.
Læs resten HER i Information.
0 Svar til “Shabana Rehman: Don’t cry for me, feminister”