Et fly med de fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge med bulgarsk pas om bord er på vej hjem til Bulgarien. Det oplyser landets udenrigsministerium.
Det er bla. Berlingske Tidende, der forkynder den glade nyhed:
Flyet forventes til lufthavnen i Sofia klokken 8.45 dansk tid.
- Flyet har forladt lufthavnen i Tripoli. Det er nyheden, Bulgarien har ventet på i over otte år, og vi ser alle frem til, at de ankommer, siger Dimitar Tsanchev fra det bulgarske udenrigsministerium.
Det var heller ikke et øjeblik for tidligt! Tillykke til bulgarerne og de 6 gidsler. Otte år i libysk fangenskab er slut. Ved ankomsten til Bulgarien vil de blive benådet. Det var da dagens gode nyhed!
Andre kilder: Jyllands-Posten, EkstraBladet, B.T., TV2, dr.dk/Nyheder,
Opdatering 25. juli fra Berlingske Tidende:
Mens både EU-systemet og de europæiske regeringer i går fastholdt, at de ikke har bidraget til erstatningen til de libyske familier i alt over to mia. kr. så kom det i går alligevel frem, hvor pengene tilsyneladende er kommet fra.
Således takkede både Sarkozy og Barroso i går emiren af Qatar, Sheikh Hamad bin Khalifa al-Thani, for hans hjælp i sagens sidste fase.
Emiren var 14. juli det eneste arabiske statsoverhoved, der deltog i festlighederne ved Frankrigs nationaldag, og ifølge forskeren François Burgat er det ham, der har »løst« det finansielle problem til sidst.
»Emiren har uden tvivl grebet dybt i lommen,« sagde Burgat i går til Le Monde.
Noget for noget
I øvrigt er emiren af Qatar og hans statsejede Qatar Investment Authority stærkt interesseret i at øge den post på 3,12 pct. af aktierne i den europæiske fly- og våbenfabrikant EADS, som man købte tidligere på måneden. Frankrig og Tysklands regeringer sidder på de bestemmende aktieposter i EADS, der fremstiller blandt andet Airbus, jagerfly, missiler og satellitter.
Mens det altså var emiren af Qatar, der sikrede Gaddafi klingende mønt, er det EU, der skal levere de »politiske løsepenge« til Libyens diktator.
Dette vil komme i form af en normalisering af relationerne over en bred kam fra udvikling af hospitalsvæsen, udveksling af studerende, overvågning af Libyens grænser mod syd, arkæologiske udgravninger og meget andet.
Hvad har EU betalt til EAD for at få dem fri. Der tales om, at prisen har været høj?
Hvad er det nu lige, EAD er?
Det var emiren af Qatar, der betalte. Fra Berlingske Tidende:
Mens både EU-systemet og de europæiske regeringer i går fastholdt, at de ikke har bidraget til erstatningen til de libyske familier i alt over to mia. kr. så kom det i går alligevel frem, hvor pengene tilsyneladende er kommet fra.
Således takkede både Sarkozy og Barroso i går emiren af Qatar, Sheikh Hamad bin Khalifa al-Thani, for hans hjælp i sagens sidste fase.
Emiren var 14. juli det eneste arabiske statsoverhoved, der deltog i festlighederne ved Frankrigs nationaldag, og ifølge forskeren François Burgat er det ham, der har »løst« det finansielle problem til sidst.
»Emiren har uden tvivl grebet dybt i lommen,« sagde Burgat i går til Le Monde.
Noget for noget
I øvrigt er emiren af Qatar og hans statsejede Qatar Investment Authority stærkt interesseret i at øge den post på 3,12 pct. af aktierne i den europæiske fly- og våbenfabrikant EADS, som man købte tidligere på måneden. Frankrig og Tysklands regeringer sidder på de bestemmende aktieposter i EADS, der fremstiller blandt andet Airbus, jagerfly, missiler og satellitter.
Mens det altså var emiren af Qatar, der sikrede Gaddafi klingende mønt, er det EU, der skal levere de »politiske løsepenge« til Libyens diktator.
Dette vil komme i form af en normalisering af relationerne over en bred kam fra udvikling af hospitalsvæsen, udveksling af studerende, overvågning af Libyens grænser mod syd, arkæologiske udgravninger og meget andet.
http://www.berlingske.dk/udland/artikel:aid=922088
Desværre lader det til, at visse samfund i Mellemøsten betragter mellemstatslig pengeafpresning som en legitim finansieringskilde. Derfor må man for fremtiden gøre det klart, at nødhjælpsorganisationer, der ønsker at arbejde i disse områder, gør det for egen regning og risiko.
Boel Tammes