Jeg har fundet et foredrag af verdensberømte Bat Ye’or, der er oversat til dansk. Det er forfatteren og islamkritikeren, Bat Ye’or der har opfundet udtrykket Eurabia. Hun har udgivet en bog med samme navn. Foredraget er oversat af den kendte debattør Ipso Facto fra Religion.dk
Nedenstående foredrag blev holdt af Bat Ye´or, en pioner i forskning om “dhimmitude” i Poul Gerhard Kirken i München, Tyskland ved Kristen Solidaritets Internationales (CSI) 29. årlige møde, afholdt fra 2. november til 4. november 2006.
EUROPA OG MULTIKULTURALISMENS TVETYDIGHEDER
Mine damer og herrer!
Det er en stor ære for mig at være inviteret af CSI, en organisation som har været yderst aktiv på så mange humanitære fronter for at fordømme slaveri, krigsforbrydelser og folkedrab og for at lindre menneskelig lidelse. Og jeg tænker i særdeleshed på kampen for for menneskets rettigheder og værdighed i Sudan siden 1992 og CSI´s befrielse af mere end 80.000 kristne og andre sudanesiske slaver under John Eibner og Gunnar Weilbacks lederskab.
Globaliseringen og den politik der har ført til muslimsk immigration i stor skala, som blev gennemført af det Europæiske Fællesskab fra 1973 har medført europæiske konflikter og fordomme som er almindelige i den muslimske verden over for ikke-muslimer, således som det er dokumenteret af orientalister med kendskab til islamisk teologi, lov og historie.
Men den politisering af historien som blev igangsat af Edward Said der har gjort årsagerne til islams traditionelle fjendtlighed over for jøder og kristne fra det syvende århundrede og fremefter ubegribelige.
Edward Said var kristen, opvokset i Ægypten og uddannet i Amerika. Han underviste i engelsk litteratur ved Columbia University.
Som en stor beundrer af Arafat og medlem af PLO´s øverste kommité satte han sig for at destruere den samlede mængde af kendskab til islam som var akkumuleret af den orientalske videnskab og erstatte den med en kultur præget af vestlig skyld og underlegenhed over for muslimske ofre. Tilintetgørelsen af den historiske sandhed som han konstant stræbte efter siden 1978 – begyndende med hans bog ”Orientalism” – så vel som hans fjendtlighed over for Israel, har blokeret for en forståelse af og løsning på de problemer som i dag hærger Europa og truer dets overlevelse.
Jeg vil undersøge de indbyrdes relationer mellem islam og kristendommen, islam og judaismen, judaismen og kristendommen og de spændinger som er opstået som følge af muslimsk immigration til den jødisk-kristne civilisation. Spørgsmålene vil blive behandlet i den nævnte rækkefølge.
For så vidt angår relationen mellem islam og kristendommen kan vi undersøge både det teologiske og det politiske niveau.
Islams teologiske søjler er: Koranen, som er Muhammeds åbenbaring; hadith, en sammenfatning af hans handlinger og udsagn som har en teologisk og normativ værdi; og de tidlige biografier om Muhammeds liv.
I henhold til disse tre kilder opfatter islam sig selv som den oprindelige og eneste sande religion. Islam er Adams sande religion, og den kommer før alle andre religioner.
Koranen anvender bibelske navne som Adam, Noah, Abraham, Isaac, Moses, David, Solomon, Jesus og andre, men de repræsenterer helt andre personer end Bibelens – og de anses alle for at have været muslimske profeter som prædikede islam. Jesus er en muslimsk profet kaldet Isa, som tildeles en helt anden livshistorie; han bragte en bog: Evangeliet, hvori han prædikede islam.
Der findes faktisk en Jesus kaldet Isa, en muslimsk profet, og Yeshua, den jødiske Jesus, ”født i Betlehem i Judæa” (Matt. 2,1).
Ifølge flere hadither har Isa en mission: I de sidste tider vil han vende tilbage for at ødelægge kristendommen og indføre islam som den eneste religion i hele verden. Disse hadither, som ofte citeres i prædikener, omtaler ham som den der dræber svin, ødelægger Korset – hvilket betyder tilintetgørelse af kristendommen – og hadithen fortsætter med: Han vil afskaffe jizya (den særskat eller beskyttelsesafgift jøder og kristne skal betale) og byttet vil være uden grænser.
Afskaffelsen af jizya henviser til afskaffelsen af alle andre religioner end islam.
Hvad er kristendom i islamisk optik? Kristendom er en forfalskning af islam og det sande budskab fra Isa, som er identisk med det som blev åbenbaret for Muhammed: Islam.
Deraf følger, at en god kristen er muslim. Den sande kristendom er derfor islam.
Hvad så med de muslimsk-jødiske relationer? De er mere komplekse, men følger det samme mønster.
Da Muhammed emigrerede fra Mekka til Medina fandt han der store velorganiserede jødiske stammer med synagoger og lærde præster. På deres højtidsdage forsamledes de og studerede Biblen. De arabiske hedninge var jaloux og klagede over at være uuddannede analfabeter som ikke havde en bog som jøderne og de kristne.
Sidenhen erklærede Muhammed sig selv for at være den profet som jøderne ventede på, en arabisk profet sendt med en åbenbaring på arabisk af Gabriel med samme budskab som det der var åbenbaret til jøderne og de kristne.
Uoverensstemmelserne mellem Koranen og Bibelen blev bemærket af jøderne. Muhammed svarede igen ved at beskylde jøderne for at skjule sandheden og ved at påstå, at deres Bibel var en senere forfalskning af de islamiske åbenbaringer givet til de muslimske profeter: Abraham, Jacob, Moses og alle de andre. Den sande Bibel var Koranen.
Da de jødiske indvendinger hæmmede hans forudsigelser besluttede Muhammed at skille sig af med Medinas jøder. Nogle blev forvist og deres egendele konfiskeret og fordelt blandt Muhammed og hans tilhængere; andre – mellem 600 og 900 mænd, i henhold til muslimske kilder (Ibn Ishaq) – blev halshugget og deres hustruer og børn gjort til slaver.
Dette er oprindelsen til islams had til og beskyldninger mod jøder.
De forskellige afgørelser Muhammed traf om behandling af jøder i Arabien statuerede også de teologiske jihadiske love mod kristne og andre ikke-muslimer. De muslimske love tildeler jøder og kristne samme juridiske status. Det betyder at i islam bliver jøder og kristne behandlet identisk som ”Bogens Folk” (ahl al-khitab). Uanset hvilke anstrengelser kristne gør sig for at lægge afstand mellem dem og jøder eller til Israel anbringes de i samme kategori som jøderne af islamisk lov.
Kort sagt: Hvad står jøder og kristne tilbage med? Den sande Bibel er Koranen, jødernes og de kristnes hellige skrifter er blot forfalskninger, og de bibelske figurer er alle muslimske profeter som prædikede islam.
Hvad er de praktiske konsekvenser af dette?
1) De bibelske fortællinger om det Hellige Land er muslimsk historie, og jøder og kristne har ingen historisk tilknytning til landet da de kom efter islam. Deres historie og deres hellige skrifter findes i Koranen.
Dette motiverer den muslimske opposition med at anerkende staten Israels legitimitet. Bibelen anses for en parodisk genfortælling af muslimsk historie.
2) Eftersom judaisme og kristendom udspringer fra den samme stamme, som er islam, er der intet slægtsskab mellem dem. Det er falsk at antage, at kristendommen udfoldede sig fra judaismen.
Dette er grunden til at de islamiserede Kirker i den muslimske verden har udviklet en slags marcionisme som opgiver den jødiske Jesus for at kunne forbinde kristendommen til den palæstinensisk-arabiske muslim Isa. Denne tendens som havde sin oprindelse i de palæstinensiske og arabiske Kirker (Sabeel Centret i Betlehem) er i vækst i Europa, støttet af den antisemitiske/anti-zionistiske bølge skabt af palæstinenserismen.
Palæstinenserismen er den nye europæiske frelserideologi skabt for at hjælpe araberne med at destruere Israel, men som i realiteten fortærer kristendommens fundament. Palæstinenserismen hævder, at hvis palæstinenserne garanteres retfærdighed så vil den globale jihad og forfølgelsen af de kristne i muslimske lande pludselig ophøre.
”Retfærdighed for palæstinenserne” betyder reelt tilintetgørelse af staten Israel. Denne tilintetgørelse vil bringe fred i hele verden. Siden 1973 har dette været en fælles Euro-Arabisk politik. Den kulturelle og mediemæssige krig fra at fratage Israel dets legitimitet giver også sin tilslutning til det muslimske synspunkt at jøder, og derfor også kristne, ingen historiske rødder har i det hellige land.
En yderligere konsekvens af den muslimske erstatningsteologi er, at når vi taler om jødisk kristne værdier refererer vi i realiteten til muslimske værdier. Og når vi henviser til bibelske fortællinger og personer eller til deres ikonografi, fornærmer vi muslimerne fordi de ikke passer i den koraniske model.
Lad os nu se på den politiske kontekst.
Eftersom Muhammed var profet, lovgiver og hærfører er lovgivning og politik forenede for at tjene den religiøse ekspansion og islams dominans. Det endelige mål er at påtvinge islamisk styre i hele verden. Ud fra dette perspektiv opdeler den muslimske politiske doktrin verden i to evige fjender: Islams Hus (dar-al-Islam) og Krigens Hus (dar al-harb) som er befolket med vantro som – til sidst – skal erobres af islam. Mellem disse to verdener er ingen fred mulig, kun midlertidig våbenstilstand hvis muslimerne er for svage til erobringer.
Dette er doktrinen om jihad (Hellig Krig) som er et omfattende juridisk system om krig baseret på den teologi som regulerer alle aspekter af muslimers adfærd over for ikke-muslimer. Jihad er en religiøs pligt som pålægges muslimer både individuelt og kollektivt og som regelmæssigt bliver prædiket af imamer ved gudstjenester verden over.
Jihad dækker flere områder: Militære aktioner, terrorisme, bortførelser, afkrævning af løsepenge, slaveri og våbenhvilebetingelser, pennens jihad – det vil sige propaganda – hjertets jihad, som betyder korruption.
Jihad er blevet ført gennem tretten århundreder mod ikke-muslimer og enorme geografiske landområder er blevet erobret og deres befolkninger undertrykt, gjort til slaver, deporteret eller massakreret.
De ikke-muslimske befolkninger som var mål for jihad fik et valg: Konverter til islam eller betal løsepenge til de muslimske myndigheder og anerkend deres suverænitet. Nægter de begge dele er konsekvensen krig.
Efter et land er blevet erobret og dets befolkning accepterer at underkaste sig og betale tribut for deres sikkerhed bliver denne befolkning ”dhimmier”. Den er ”beskyttet” af en pagt om underkastelse, kaldet ”dhimma” (kontrakt på arabisk). Beskyttet mod hvad? Mod jihadisk nedslagtning. Ikke-muslimske dhimmier er kun beskyttet så længe de betaler tribut (beskyttelsespenge), som er en særskat, og underkaster sig de diskriminerende og undertrykkende bestemmelser i sharia. Islamisk lov omfatter en detaljeret regulering af dhimmiers rettigheder og pligter. Dette har været emnet for min forskning.
Jeg kalder det islamiske system for styring af ikke-muslimske befolkninger undertvunget af jihad for ”dhimmitude”.
Dette system er forbundet med jihad og ligesom jihad er det en teologisk, politisk og juridisk institution. I realiteten er dhimmitude en fortsættelse af jihad med fredelige midler fordi det var dhimmitude som til intetgjorde de store ikke-muslimske befolkninger som blev erobret.
Efter min opfattelse lever vi nu i en periode med reaktiveret jihad og dhimmitude.
De kristne missionærer som har arbejdet i Syd-sudan og Darfur og har oplevet overgrebene der, vil genkende den juridiske jihad-taktik som er beskrevet i mine bøger, eller i en hvilken som helst muslimsk tekst om jihad.
Det som sker i Irak bringer de begivenheder i erindring i det ottende århundrede som beskrives i Mesopotamien af den kristen-syriske lærde Pseudo-Dyonisos of Tell Mahre, som jeg har citeret i mit studium af ”The Decline of Eastern Christianity”, som findes i en tysk udgave.
Disse begivenheder bekræftes for samme periode af armenske krønikøres fortællinger og af ægyptiske præster der beskriver muslimernes interne uoverensstemmelser og misgerninger i Ægypten mod dhimmier, eller mod jøder i Palæstina og i de forløbne århundreder i krøniken af den jacobitiske Patriark af Antioche (i Syrien), Michael the Syrian, som dækker perioden indtil slutningen af det 12. århundrede. Vi har utallige vidnesbyrd om ødelæggelser begået af arabere og tyrkere i Anatolien, på Balkan og langs de europæiske middelhavskyster og øer.
I dag, som førhen, føres jihadisk terror ikke blot mod Israel, men også mod Vesten, det vil sige mod kristenheden.
At hugge hovedet af islams fjender, som profeten gjorde da han statuerede en hellig model ved at hugge hovedet af de jøder som nægtede at konvertere blev konstant gentaget af jihadister under samtlige jihadistiske erobringer af kristne lande.
Bortførelse af vantro for løsepenge fylder talløse historiske beretninger. Undertrykkelsen med terror af enhver kritik fremsat af vantro mod muslimernes religion eller politik er normen i de lande omfattet af dhimmitude.
Jihad og dhimmitude er de to kræfter der har elimineret indfødte ikke-muslimske befolkninger fra deres islamiserede hjemlande.
Jihad fremtræder i dag i alle dets traditionelle menifestationer: Militær og økonomisk krigsførelse, terror, bortførelser, korruption for at opnå kontrol over Vestens medier, universiteter og den offentlige opinion.
Dhimmitude anvendes nu mod ikke-muslimer – primært kristne – i de fleste muslimske lande. Sharia love eller love inspireret af sharia diskriminerer mod ikke-muslimer, primært kristne, eftersom jøderne er flygtet eller er blevet udvist.
Nu er det de kristne – i Irak, Syrien, Ægypten og andre steder – som begiver sig bort fordi det anti-jødiske had i islam altid er forbundet med anti-kristent had og vice-versa, da det gror fra den samme kilde. Følgelig er den adopterede anti-zionistiske europæiske politik med henblik på at beskytte Europa og lokale kristne fra islamisme nytteløs.
Hvorfor er vi vendt tilbage til en situation som var almindelig gennem historien indtil det 19. århundrede og i nogle lande til det 20. århundrede?
Efter min opfattelse var 1973 skæbnedagen da de politiske beslutninger blev truffet som skulle føre Europa på kurs mod dhimmitude. Det var den periode – efter Kippur Krigen – da de uafhængige europæiske stater, under trussel om PLO-terrorisme og arabisk olieboycott, accepterede at underkaste og tilpasse deres udenrigspolitik til arabiske og palæstinensiske politiske krav. På dette tidspunkt begynder den europæisk palæstinensiske apeasementpolitik. Europa hjalp til med at sprede en ny dødskult: Palæstinenserismen, som er helliggørelsen og ligitimationen af jihad mod Israel.
Gennem årtier er europæerne blevet indoktrineret af den euro-arabiske palæstinensiske propaganda og dæmonisering af Israel.
For at nå dertil er der blevet udtænkt en hel kultur med benægtelse af den historiske jihad og dhimmitude som er blevet udbredt i hele Europa.
Ansvaret for terror og krig blev helt bevidst flyttet fra ideologien om jihad til Israels ret til at eksistere. Palæstinenserismen er blot den moderne fortsættelse mod jøder af den jihadistiske nedslagtning af kristne som har stået på i mere end et millennium.
Ved at retfærdiggøre den palæstinensiske jihad mod Israel har Europa bevæget sig ind i en selvmorderisk dynamik. Fratagelsen af Israels historiske legitimitet og dens erstatning med en jihadistisk verdensorden grundet på islams eget koncept om retfærdighed fratager Europa dets egen suverænitet og sikkerhed.
Gennem årtier har den Europæiske Union forsynet palæstinenserne med den intellektuelle, kulturelle og mediemæssige ammunition mod Israel. Det var Arafat, Europas understøttede yndling som opfandt den moderne internationale terrorisme – inklusive flybortførelser mod Israel i 1968 – og skabte en kultur af had og en politik af kaos siden september 2000 som nu er blevet global.
Europas alliance med palæstinenserne og den arabiske verden mod Israel og Amerika var baseret på dets benægtelse af jihad ideologien. Som følge af denne benægtelse opmuntrer Europa til muslimsk immigration i stor skala for at pleje økonomiske og strategiske interesser. Dette er grunden til at Europa i dag er blevet opslugt af en anti-amerikansk og anti-zionistisk kultur.
For kristne er Israel central i denne sammenhæng fordi jihad bliver ført i den islamiske erstatningsteologis navn, hvorved Isa erstatter Yeshua eller Jesus og Koranen erstatter Evangeliet.
Hvis de kristne ønsker at bryde dette bånd må de slette det Gamle Testamente, Profeterne og Salmerne og på en eller anden måde forbinde Evangeliet til den palæstinensiske muslim Isa fra Koranen.
Det er den udfordring de kristne nu står over for. Og dette er den spirituelle betydning af Israel for kristne nu: Enten vil de kristne stå imod eller de vil konvertere og Europa vil atter blive et islamiseret kristent territorium. Den jihad som føres mod Israel er også en krig mod den kristne verden.
Efter min opfattelse er Europa blevet det nye dhimmitude land og jeg skal forklare hvorfor.
I min seneste bog ”Eurabia” har jeg beskrevet de årsager som udløste den europæiske dhimmitude. Jeg vil ikke yderligere udvikle dette tema nu, men jeg vil forklare hvorfor vi politisk og intellektuelt er blevet dhimmier.
Vi har accepteret at vore liv konstant forstyrres og trues af den globale jihad. Fra det øjeblik af hvor det Europæiske Fællesskab i stedet for at bekæmpe terror bøjede sig for de palæstinensiske trusler, mistede det kontrollen med dets egen sikkerhed. Den europæiske politik over for palæstinenserne er en total fiasko fordi den bevidst var baseret på den falske antagelse og benægtelse af at PLO’s krig mod Israel var jihad.
Europa gav sin uforbeholdne støtte til Arafat og betalte milliarder af Euro uden nogen som helst kontrol med de palæstinensiske myndigheder. Resultatet af europæernes ensidige bekymring for palæstinenserne resulterede i valget af Hamas, en terror organisation.
Europæerne opfører sig som dhimmier som skal betale beskyttelsespenge for deres sikkerhed og udvikling af muslimske økonomier uden så meget som at blive takket derfor. Massiv muslimsk immigration forbundet med de 56 muslimske lande vejer tungt på europæisk politik. Vi har set det under den danske affære med muhammedtegningerne.
Ifølge islamisk lov kan dhimmier ikke kritisere profeten eller sige at islamisk lov har en defekt uden at risikere døden. Følgelig er de islamiske blasfemilove – selv i FN – blevet os pålagt og især pålagt de vestlige medier.
Islamisterne kontrollerer Europas udenrigs- indenrigs- og sikkerhedspolitik gennem terror, de igangværende intifadaer i Frankrig og den kaotiske politik i forstæderne, jihadistisk martyr bombninger i Spanien og England og vedholdende trusler overalt. Det er sådanne trusler som holder niveauet af anti-amerikanisme og had mod Israel på så højt et niveau i Europa.
Den europæiske politik om symbiose med den arabisk-muslimske verden som jeg har beskrevet i ”Eurabia” har etableret en udstrakt Euro-Arabisk demografisk, politisk, økonomisk og kulturel zone som omfatter immigration og multikulturalisme.
Multikultiralisme er en afgørende dimension i den Euro-Arabiske strategiske alliance.
Siden 1975 har teksten i de Euro-Arabiske møder været et krav til EU om at etablere kulturelle og politiske muslimske centre i de europæiske byer.
Problemet er at muslimer og europæere har uforenelige synspunkter om deres fælles historie. Europæere betragter jihad som barbarisk krig som medfører omfattende massakrer og slaveri, medens jihad for muslimer repræsenterer en fredelig udbredelse af islam. Dhimmitude er et umenneskeliggørende system, men for muslimer er det udtryk for generøs tolerance som tilbydes ikke-muslimer.
For at hjælpe med til muslimernes integration i Europa har de europæiske ledere fremmet det islamiske historiesyn. Følgelig har de retfærdiggjort og slået til lyd for tolerancen i dhimmitude, som for eksempel med den andalusiske myte. Som følge heraf ignorerer europæerne fuldstændigt hvad der er jihad og hvad der er dhimmitude.
Medens vi for tiden lever i en periode med jihad og medens europæerne allerede er blevet indoktrineret til dhimmitude, opdager de det slet ikke fordi det historiske grundlag er blevet ubegribeligt.
Kulturel jihad med dens antisemitisme, anti-amerikanisme og antivestlige karakteristika udvikles inden for en multikulturel kontekst.
Multikultiralismen bliver således et instrument for undergravning af vestlig tænkning med det sigte at fremme historisk og islamisk teologisk tænkning så som retfærdiggørelsen af islamistisk terrorisme – baseret på den muslimske selvopfattelse af at være ofre.
Den fejlagtige bekræftigelse af, at det var islamisk kultur som igangsatte europæisk kultur i Middelalderen er et forsøg på at bevise islams historiske, kulturelle og demografiske ligitimitet i Europa, og følgelig implementeringen af principperne i sharia i dag. Den bekræfter også islams kulturelle overlegenhed over Vesten.
Det kan konkluderes: Der har været adskillige interreligiøse dialoger, men med ringe resultat. Europa har betalt milliarder til muslimske lande verden over, men jihad-kulturen blomstrer på trods af Europas apeasement politik. Palæstinenserismen som er en erstatningsteologi var det middel som førte til Europas islamisering og dhimmitude.
Ved at tilslutte sig den muslimske jihad mod Israel har det kristne Vesten udslettet sin egen historie og står nu over for en global jihad som det er ude af stand til at vurdere korrekt og forsvare sig selv.
Israel repræsenterer menneskets befrielse fra dhimmitude, hvorimod palæstinenserismen repræsenterer jihad og dhimmitude ideologi baseret på erstatningsteologi. Europa, gjort til slaver af palæstinenserismen har valgt underkastelse i stedet for frihed.
Hvis vi ønsker at freden skal vinde frem må den muslimske verden opgive den jihadistiske ideologi, den må anerkende jøder og kristne som forskellige og ikke se dem som kætterske muslimer. Og dette må begynde med muslimsk anerkendelse af Israels legitimitet fordi jihad begyndte mod jøderne og kan kun slutte med rehabilitering af jøderne og Israel som vil føre til rehabilitering af alle ikke-muslimer.
Vi kan nå dette mål hvis vi fastholder sandheden, hvis vi i vore skoler og universiteter underviser i jihad og dhimmitude.
Så vil den store mængde af fredelige muslimer, befriet fra den jihadistiske hadefulde ideologi, slutte sig til os så vi sammen kan bygge freden.
Men vi kan ikke hjælpe dem, hvis vi selv er dømt til dhimmitude.
- – - -
Bat Ye’or, født i Ægypten er pioner i forskning om ”dhimmitude” og ”Eurabia”. Hendes fire vigtigste bøger, som er oversat fra fransk til engelsk er: ”The Dhimmi: Jesus and Christians under Islam”, 1985; ”The Decline of Eastern Christianity under Islam: From jihad to dhimmitude”, 1996; ”Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide”, 2002 og ””Eurabia: The Euro-Arab Axis”, 2005.
Seneste kommentarer